Mellemkommunal refusion og Dataproces fødselsdag 2020

Dataproces fejrer 10-års fødselsdag

Hør hvordan to medarbejdere, der har været med fra start, oplever virksomhedens rejse

Tirsdag d. 21. december kan Dataproces fejre 10-års fødselsdag. Her står den på fejring af de mennesker, der er med til at skabe og opretholde virksomheden og dens værdier; Dataproces’ medarbejdere. Efter 10 år er der selvfølgelig sket en del, og der er da også flere medarbejdere, der har været med på hele rejsen fra lille start-up til at være børsnoteret virksomhed, der i de 10 år har været en del af 85 kommuners leverandører i større eller mindre grad.

Fødselsdagen burde være fejret med en stor fest som det sig hør og bør, men på grund af Corona, er festen udsat. For alligevel at få en indsigt i Dataproces’ 10 års rejse, har vi i denne artikel interviewet to medarbejdere, der var med helt fra starten; Kristina Koed, afdelingschef for Dataanalyser og rådgivning, og Sandra Hoffmann, forretningspartner, Salg og samarbejde.



Hvordan så Dataproces ud da du startede i Dataproces?

Kristina Koed: Jeg startede i Dataproces samtidig med, at administrerende direktør Kjartan Jensen og medstifter Morten Lindblad gik fuldtids i Dataproces. Jeg var som dem – og mange andre af de første medarbejdere – blevet introduceret til virksomheden igennem min ansættelse ved Vesthimmerlands Kommune. Da jeg startede i Dataproces fik jeg udleveret en bærepose med kvitteringer mv. En af mine første opgaver blev at bogføre. Jeg havde jo en HHX, så jeg burde vel kunne bogføre.

Sandra Hoffmann: Da jeg kom til Dataproces var cvr-nummeret ikke særligt gammel og de havde lige landet deres første kunde. At træde ind i en startup-virksomhed så tidligt betyder, at ALT er under opbygning, intet er givet, læringskurven er stejl, og der er INGEN back-up på noget. Det var med andre ord helt umuligt for mig ikke at engagere sig med hud og hår og tage opgaverne og det medfølgende ansvar personligt. Især når man som jeg køber ind på visionen og oplever, at vi i Dataproces kan understøtte og styrke forudsætningerne for en effektiv og retmæssig administration i den offentlige sektor.



Dataproces er ikke længere en startup – og meget er forandret siden da. Men det ændrer ikke ved, at der for mange fortsat er følelser af både ejerskab og stolthed, når det kommer til denne virksomhed.

Hvordan ser du den rejse, Dataproces har været igennem de sidste 10 år?

Kristina Koed: Den største forskel, for mig at se, er medarbejderstaben. For ti år siden havde vi sjældent aftaler i ordrebogen ud i fremtiden, og vi tilbød udelukkende dataanalyser. Vi havde bl.a. ingen softwareudviklere – den første blev ansat i 2013. Nu har vi en hel afdeling. Virksomheden er gået fra en iværksættervirksomhed, hvor alle skulle kunne alt, til en professionel virksomhed hvor vi kan være specialister på hvert vores fagområde.

Sandra Hoffmann: Jeg hæfter mig først og fremmest ved vores markedsposition og tilgang: Dataproces er gået fra at være en vild, og måske i nogles øjne lidt skør ide, til at være en anerkendt og værdsat leverandør og samarbejdspartner, der i tæt dialog med kunden leverer højt specialiserede ydelser og løsninger. Og vi er gået fra at være produktorienterede til at være behovsorienterede. En rejse, der bestemt ikke har været let! Derfor glædes jeg også fortsat over, hver gang en kunde kontakter os med en ny udfordring, som de gerne lige vil have vores besyv på… Det er, set med mine øjne, et vidnesbyrd om, at vi er lykkes, og at vi er på rette spor!



Vi oplever fortsat en interesse for vores nordjyske ophav og fortællingen om vores rødder tilbage i Vesthimmerlands Kommune, men i dag har Dataproces vokset sig til, at vores fortælling i højere grad går på emner som udligningsreformen, AI og rammearkitekturen – et sikkert tegn på vores plads som eksperter på den kommunale bane.

Hvis man skal kigge i krystalkuglen, hvordan tror du, de næste 5-10 år ser ud for Dataproces?

Kristina Koed: Med den fart, som Dataproces har på, er det svært at sige, hvor vi er om 5-10 år, men det bliver helt sikkert endnu en spændende rejse med nye produkter og nye kunder – nok endda nye markeder. Når vi har motiverede medarbejdere, der trives og er glade for at gå på arbejde, smitter det selvfølgelig også af på vores kunder og samarbejdspartnere. Vores værdier er synliggjort og forstået af alle vores medarbejdere, og på den måde understøtter de den vision og forretningsstrategi, der er lagt for Dataproces.

Sandra Hoffmann: Dataproces har konsekvent været i bevægelse – og det må og skal også kendetegne tiden fremover. Sidste år tog vi et stort skridt med børsnoteringen. I Dataproces har ambitionerne altid være høje, og det er imponerende, at vi er lykkes med at indfri dem. Vi vil også fremover andet og mere – og så bliver der brug for både nye kræfter og nye øjne ift. at opbygge og lede så kompleks og specialiseret en organisation og portefølje. Det kan lyder stort, men jeg tror på, at det lykkes – så længe vi formår at bevare de værdier, den tillid og den unikke relation til den kommunale sektor, der er virksomhedens fundament og power.