Nyhedsbrev
Året der gik - året der kommer
Nye samarbejdspartnere, nye kollegaer og nye produkter
I årets sidste nyhedsbrev ser vi tilbage på nogle af højdepunkterne fra 2018, og vil i 2019 også bestræbe os på at understøtte de mål, løsninger og fokuspunkter, der vil præge dagsordenen hos jer - og dermed også hos Dataproces.
2018 var året, hvor RPA og softwarerobotterne for alvor kom ud i den kommunale administration. Og med regeringens udspil: Digital service i verdensklasse forventes udviklingen at fortsætte i 2019. I Dataproces mærker vi dette; dels i kraft af en øget interesse for rådgivning og sparring vedr. teknologiens udfordringer og muligheder, dels i forhold til vores egne MARC-løsninger.
Imens stadig flere kommuner ”ansætter” en robot, vokser opmærksomheden på behovet for skærpet datasikkerhed. Ikke mindst på grund af GDPR. Den nye persondataforordning trådte i kraft i maj, men har hele året optaget både kommunerne og Dataproces. I Dataproces hjælper vi, og vores MARC-robotter, kommuner med at imødekomme de skærpede krav om autorisationskontroller via løsningen: MARC-Autorisationskontrol, men GDPR har naturligvis også foranlediget en gennemgang af virksomhedens egne datasikkerhedsforanstaltninger og -procedurer. Bl.a. i forbindelse med udarbejdelsen af vores nye hjemmeside, https://dataproces.dk/, som officielt gik i luften i december 2018.
Den nye hjemmeside er målrettet vores kommunale samarbejdspartnere, og du kan læse mere om netop Dataproces’ datasikkerhedspolitik her. På hjemmesiden kan du også blive lidt klogere på Dataproces som virksomhed og som arbejdsplads, hvad angår bl.a. vores organisation, værdier og jobopslag. Det er også muligt at holde dig ajour på nye tiltag, produkter og præstationer, så som den nylige kåring af Dataproces som Årets Elevplads 2018 ved HK Nordjylland. En titel, som vi er meget stolte af og vi vil også fremadrettet bestræbe os på at leve op til.
2018 var også året, hvor debatten om en reform af det kommunale tilskuds- og udligningssystem nåede hidtil usete højder. Denne debat foranledigede fra årets start stor travlhed hos Dataproces’ udligningsteam, der siden har udviklet og leveret et imponerende højt niveau af både konsulentydelser, specialrapporter og indtægtsoptimerende analyser. Dette fortsætter også i 2019, hvor reformdebatten forventeligt genopstår i forbindelse med det kommende folketingsvalg. Og således er udligning igen i 2019 et prioriteret fokuspunkt og indsatsområde for Dataproces. Hør hvad det vil sige, og hvad det betyder for vores kommunale samarbejdspartnere d. 10.-11. januar, til Kommunaløkonomisk Forum 2019 (KØF) i Aalborg Kongres & Kultur Center.
Vi takker alle læsere og samarbejdspartnere for 2018 og glæder os til 2019, hvor nye spændende projekter og løsninger allerede er på tegnebrættet, takket været kommunernes lyst til udvikling. Vi håber at gense jer alle igen allerede i januar, hvor vi sender årets første nyhedsbrev på gaden med sidste nyt inden for både udligning og automatisering!
Dataproces ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår!
Tak fordi du læser med.
Har du forslag til indhold eller ændringer, er du velkommen til at kontakte nyhedsbrevsredaktionen på nyhedsbrev@dataproces.dk
Ønsker du ikke længere at modtage nyhedsbrevet, kan du afmelde dig her