IT- og konsulenthuset Dataproces er flyttet til selvstændige lokaler på adressen Skalhuse 13 i Nibe, frem for at være en del af Nibe Erhvervsparks lokaler i Skalhuse 5. Dermed er Skalhuse 13 blevet nyt domicil for den innovative virksomhed, der har speciale i robot-løsninger og dataanalyser målrettet den offentlige administration og forvaltning.
”I Skalhuse 13 forbedres vores muligheder for vækst og videreudvikling – og imødekommer de sikkerhedsmæssige krav og forventninger, der stilles til vores arbejde for og med landets kommuner,”
udtaler direktør og medstifter Kjartan Jensen.
Dataproces startede oprindeligt i Aars i 2011, men flyttede hurtigt til Nibe og fik base i kontorfællesskabet Skalhuse 5. Her voksede de fra en lille iværksættervirksomhed til i dag, hvor Dataproces udgøres af mere end 50 engagerede medarbejdere.
Med flytningen er der samtidig sket organisationsændringer, som giver større mulighed for at øge sammenhængen på tværs af virksomhedens mange fagligheder samt sikrer en bredere kollaboration og spejling til virksomhedens primære samarbejdspartnere og kunder; de danske kommuner.
Det er således af både praktiske og strategiske hensyn, at Dataproces gerne vil fejre flytningen ved at invitere nye og nuværende samarbejdspartnere, medarbejdere, bestyrelse og øvrige venner af Dataproces til reception d. 13. maj kl. 15-18.
Her vil Dataproces være vært for lidt godt til ganen, mens man kan komme rundt i de nye lokaler og få en snak om offentlig digitalisering, innovation, robot-teknologi og meget mere.